fbpx
Ski

Vintereventyr i Alpe d’Huez

I luften med med Jack Porte. (foto: Laurent Salino)

Efter en skidag i strålende sol og ny sne er det et clou at se Oisans fra oven. I et lille gult Tintin-fly kan man komme helt tæt på legendariske pister, gletsjere og dæmninger i et af de smukkeste områder i Alperne.

Af journalist Karin Bech. Foto: Karin Bech, Laurent Salino, Lionel Royet og Cyrille Quaintard

Det er en af de dage, man drømmer om som skiløber. Efter et døgns snefald ligger “det hvide guld” friskt og tykt over Alpe d’Huez, og solen skinner fra en blå himmel. Sammen med skiinstruktør Alex Martoya har jeg boltret mig på nypræparerede pister siden lifterne åbnede, vi har nydt en god og lang frokost, og nu kan mine ben snart ikke mere. Det er tid til at sætte kursen mod Altiport Henri Giraud. Alex fører an og holder bekymret øje med mig, mens vi krydser et par pister, bumper gennem snedriver, forcerer et par små vandløb og skrænser næsten helt ned til flyvepladsen, der ligger tæt på byen. Skiene bliver først taget af, da spidserne rammen asfalt, og herfra er der kun en kort gåtur op til den lille bjælkehytte, hvor École de Vol Montagne har sit hovedkvarter.

Døren er lukket, og her er ikke et øje, så jeg smider mig på en plastikstol i solen, hiver de klamme skistøvler af og overlader dem og skiene til Alex. Han har insisteret på at stå tilbage til skibutikken med både mine ski og støvler, så jeg nemt kan hoppe på en bus efter flyveturen. Alle protester er forgæves, så mens han napper mit udstyr, hiver jeg vandreskoene frem fra rygsækken og sætter mig til at vente.

Ved en hangar på den modsatte side af flyvepladsen står et par helikoptere, og pludselig kommer en tredje brummende og lander tæt ved den. Derefter sker tingene i lyntempo. Nogle skikkelser kommer løbende med en båre, en person bliver hjulpet ud på båren, og i løbet af få sekunder er helikopteren lettet igen. Heldigvis rejser personen på båren sig lidt op og vinker farvel, det ser ikke så alvorligt ud. Da vi tidligere på dagen så en helikopter ved en tilskadekommen på en piste, forklarede Alex, at man i dag – modsat tidligere – som regel også bruger helikoptere til at hente personer med mindre skiskader som forvredne knæ og ledbånd. “Det er simpelthen meget hurtigere og mere effektivt end at bruge “bananen”. Og det gælder altid om at få lægehjælp til skader i en fart”, understreger Alex.

Alpe d’Huez (foto: Lionel Royet)

De næste levende billeder ved hangaren er en skiinstruktør og en lille flok skiløbere. De går hen til en af helikopterne og skal helt sikkert retur til Les Deux Alpes efter en dags skiløb i Alpe d’Huez. Kort efter lander en anden helikopter og spytter en skiinstruktør og hendes gæster ud. Der er en livlig udveksling af gæster på dagsture mellem de to destinationer, for man kan købe liftkort, der dækker begge områder, og helikopterturen tager kun ti minutter.

En ny lyd skærer gennem luften. Ind over altiporten hvirvler et lille gult fly. Det forsvinder bag kontroltårnet og tager en æresrunde over byen, før det kommer retur, sætter hjulene på asfalten, bremser hårdt ned, tager et stort sving og standser næsten lige foran bjælkehuset, plastikstolen og mig.

Klokken er næsten 16.30, og jeg har sommerfugle i maven. Et par børnefamilier er kommet til for at se på løjerne, og en ung kvinde fulgt af en mand med et stort videokamera går hen for at hilse på piloten, der hopper ud af flyet, hjælper sin sidekammerat ud og kort efter er klar til næste hold. Den unge kvinde klatrer op på vingen, ind på bagsædet og får overrakt videokameraet, og jeg får hæderspladsen ved siden af piloten, Jack Porte, der sammen med sin hustru Jacqueline også er ejer af flyselskabet. Vi bliver udstyret med hørebøffer og mikrofoner, Jack klapper cockpit-taget ned, tjekker instrumenterne, og så er vi afsted.

Det er fuldstændigt vidunderligt – og samtidig lidt uvirkeligt. Først drøner vi hen over byen, mens Jack udpeger forskellige kendemærker. Jeg ser tydeligt den gode gamle “griselift”, der tøffer gennem centrum, “danskerhotellet” Le Refuge og alle de andre steder, hvor jeg dagen før forsigtigt gik rundt på glatte gader i tæt snevejr.

Det er et mirakel, at vi lige i dag har fået så flot et vejr med total sigtbarhed. Det var også på et hængende hår, faktisk skulle vi have været afsted i morges, men Jack sendte besked om, at flyvepladsen var for iset til, at han kunne lette og lande, så vi måtte vente på, at temperaturen blev en del højere.

Nu vender han snuden på flyet opad, vi stryger hen over det imposante Hôtel Grandes Rousses, hvor jeg er indlogeret, og op langs det bjergmassiv, hotellet er opkaldt efter. Det var i dette område, Alex og jeg startede skituren i morges i den mest vidunderlige nyfaldne og perfekt præparerede sne. Lige den slags selvtillidsløjper, man har brug for, når man stadig er ude af træning efter coronapausen. Der var mange folk på pisterne i formiddags, men når vi kom tæt på horder af begejstrede skiløbere og snowboardere, fandt Alex altid en mere fredsommelig rute i det store og varierede terræn.

Her sidst på eftermiddagen er sneen mere kørt op, men der er stadig rigeligt med sne og folk på pisterne. Selv om det er midt i marts, skal der nok være godt skiløb de næste mange uger.

Fra begynderområdet stiger vi videre op over Lac Blanc, et område med ret krævende røde pister, og Jack tager et sving og peger ned på Barrage du Chambon, der opdæmmer Romanche-floden i Lac Chambon. Foran har vi en perlerække af bjergtoppe i Les Aiguilles d’Arves, og ude til venstre tegner den hvide dame, Mont Blanc med sin hat sig skarpt i horisonten. Et sving mere, og vi er på vej opad mod Pic Blanc. Vi følger bjerget tæt, mens en lille skygge fra flyet følger os. Selv om vi er oppe i 3.000 meters højde og tæt på adskillige gletsjere, er der overraskende lunt i vores lille plexiglasboble.

Fra Pic Blanc udgår to af alpernes mest berømte pister, den 16 km lange La Sarenne og den kulsorte Le Tunnel. Det har ikke været muligt at komme herop med den store kabinelift i dag, måske fordi, der ikke er sprængt laviner endnu. Og det er helt fint for mig bare at nyde synet af Le Tunnel fra vores lille fly, for lige præcis denne piste var engang åsted for det værste styrt i mit liv.

Den 200 meter lange tunnel, der forbinder bjergene Sarenne og Grandes Rousses. (foto: Lionel Royet)

Pisten har sit navn, fordi man starter med at køre igennem en 200 meter lang tunnel, der forbinder Sarenne og Grandes Rousses gletsjerne. Den blev boret igennem bjerget i 1964, et år efter at kabineliften åbnede. Selve tunnelen er ret flad. Men når man kommer ud på den anden side møder man hurtigt en kant, hvorfra det går 35 grader nedad. Den er en af de ti stejleste i alperne og har ofte pukler på størrelse med folkevogne, så den er med rette berygtet.

Efter vi passerer Pic Blanc er der et storslået vue til Les Deux Alpes og Parc national des Écrins med det karakteristiske bjerg La Meije. Det kaldes også nationalparkens dronning og blev – efter at mange andre havde givet op – først indtaget i 1877 af Pierre Gaspard og Emmanuel Boileau de Castelneu.

Efter knap en halv time i luften er det vores tur til at stryge hen over flyvepladsen, tage en æresrunde henover dukkehusene i dalen og bremse hårdt op foran bjælkehuset. Til min overraskelse står Alex og vinker, og som en galant løve kommer han straks og hjælper mig ud af flyet. Efter at have afleveret skigrejet har han været så sød at tage sin bil retur for at hente mig.

Nu er døren til bjælkehuset åben, og vi trasker ind sammen med Jack Porte. Bag en skranke sidder Jacqueline og er i gang med noget papirarbejde, og i det lille rum står et par franskmænd og snakker. Vi hilser høfligt. Flere kommer til, og snart er det lille rum fyldt til bristepunktet. Jack Porte bryder igennem støjmuren og spørger, om der er noget, jeg har brug for at vide. Næææh, ikke rigtigt, måske bare hvorfor, der står “Henri Giraud” på kontroltårnet? Det er vist et godt spørgsmål, for i løbet af nul komma fem er der en drabelig debat i gang om det, der tilsyneladende er en af alpe-flyvningens pionerer. Undervejs klemmer et par vejrbidte typer mere sig ind og kaster sig straks ind i diskussionen.

Jeg finder senere ud af, at Henrik Giraud var en af de flyveentusiaster, der fik den ide, at man kunne lande på gletsjerne for at fragte skiløbere til og fra højderne. Han præsterede selv at lande på et 29 meter langt nogenlunde fladt stykke på toppen af Mont Blanc i 1960, han grundlagde en flyveklub i Oisans, og han var med til at skabe den første altiport i Courchevel i 1962.

Næste morgen er det desværre tid til at sige farvel til Alpe d’Huez. På vejen herop tog vi de legendariske 21 Tour de France nålesving, men denne gang drejer chaufføren fra i Huez og kører ad D211B. Vejen kaldes også “Route de la Confession”, fordi man i gamle dage gjorde klogt i at stoppe ved et kapel og blive tilgivet alle sine synder, før man begav sig ud på en så farlig rute. Selv om den smalle og snoede vej nu er asfalteret, er den stadig ikke for sarte sjæle, og chaufføren siger, at den tit er lukket, fordi der er fare for sne- og stenskred. Han dytter ved hvert sving, mens vi kringler os afsted på en klippehylde med svimlende udsigter.

Tidligere sluttede vejen i Villard Reculas, en gammel landsby, der ifølge en af flere teorier har fået navnet “reculas”, fordi den tidligere var placeret højere oppe og blev ramt af et sneskred, så man måtte “trække byen tilbage”. En anden teori siger, at tilnavnet skyldes, at byen lå så afsides, at man ikke kunne komme frem eller tilbage det meste af vinteren. Vejen videre ned i dalen blev først anlagt i 1980, og hele ruten er en stor oplevelse at få med på turen til eller fra Alpe d’Huez.

Se hvor du kan spise godt i Alpe d’Huez

La France var inviteret af Alpe d’Huez Tourisme. Læs mere på www.alpedhuez.com

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.