Provence • Gastronomi

Yngre vinde blæser over Menton

Menton gamle bydel. (foto: fokkebok / iStock Photo)

Menton har postkortidyllen, citronerne og solen – samt et mangeårigt ry som et behageligt sted at tilbringe sit otium. Men måske er en ny epoke ved at se lyset i den lille grænseby på den franske riviera. Vi har mødt nogle af forkæmperne for en gastronomisk fornyelse.

Af Jesper H Andersen

Er der noget galt i at være en pensionistby? Stedet, hvor velhavende ældre franskmænd slår sig ned for at nyde otiumet under sydens sol og sommer, sammen med pensionister fra resten af Europa. Nej, selvfølgelig er der ikke noget galt i det, med mindre man har anlæg for misundelse – og hvem kan sige sig fri for en snert af det. Et sådant ry har Menton haft i årtier, og der går jo ikke røg af historien uden et der også tændes et par fede cigarer i aftensolen på altanen med udsigt over Middelhavet. I 2023 viste tal fra Insee, Frankrigs nationale statistiske bureau, at over 42 pct. af boligerne i Menton ikke var ejerens primære bolig, og at omkring 30 pct. af indbyggerne over 15 år var pensionister.

Men nu er det som om de første tegn viser sig på, at noget er under forandring. En foryngelse har spiret i nogle år og er nu måske på vej i blomst. Det er endnu svært at drage solide konklusioner ved at kigge på statistikkerne, men der skrives og tales om en tendens i retning af øget tilflytning og flere unge ansigter i gadebilledet, og ved kommunalvalget i foråret 2026 stod politikerne oven på hinanden med nye tilbud til de unge, som de ville arbejde for hvis de blev valgt. Er der nogen, der kan fornemme hvilken vej tingene bevæger sig i vælgerskaren, så er det vel politikere. 

Gågaden i Menton. (foto: JHA)

Men der er også en anden måde at vejre en foryngelse på: Nemlig via antallet af iværksættere, der vælger at slå sig ned i byen for at begynde at trække tingene i en mere nutidig retning. Og her er der ting under opsejling, for en ny generation af hoteliers og restauratører er så småt begyndt at ruske op i normerne og støve byen af. Dem skal vi møde i denne og den følgende artikel.

Fornyelsen har byen brug for. Postkortet og glansbilledet af Mentons gamle bydel der smukt og himmelstræbende rejser sig af havet tiltrækker udover pensionisterne store mængder turister hver sommer. Turister i hobetal tiltrækker en særlig type restauratører, der ikke skal leve af gæster som kommer igen og igen, ligesom det sætter sig i udvalget af butikker i gågaden. Lad os bare være diplomatiske og sige, at byen har ladet noget at ønske for den moderne kvalitetsbevidste besøgende, eller som vi mere bramfrit overhørte en yngre restauratør sige i en snak med en kunde: “Menton skuffer sine besøgende.” Men det er der som sagt heldigvis kræfter, der så småt er begyndt at lave om på, så måske er det ikke noget dumt tidspunkt at vende blikket mod Menton.

Chez Jeannot

På toppen af Mentons gamle bydel – eller, egentlig er det ikke toppen, men højt oppe – troner Basilique Saint-Michel. Der er mange veje derop, blandt andet ad den smukke trappe fra Quai Bonaparte, der meget sigende hedder Rampes Saint-Michel. Ikke at man er i tvivl om, hvor man er på vej hen, for kirketårnet kan man se hele vejen. På pladsen foran kirken, oppe ad endnu en lille trappe og inde i en port på hjørnet, åbnede så sent som i juli i år caféen Chez Jeannot. Her trækkes der en lige linie mellem de ældre og de yngre beboere i byen, for godt nok er cafeen startet af to brødre i starten og midten af 30’erne, Adrien og Nicolas Delmasso, men det er de gamle dyder som de har sat sig selv i verden for at ruske op i.

Nicolas og Adrien Delmasso i døren til deres café. (foto: JHA)

“Vi taler Mentounasc fra vores bedsteforældre,” fortæller Adrien i et roligt øjeblik, hvilket også proklameres på væggen på den italiensk-lydende bydialekt. Det er de formentlig den sidste generation der får med hjemmefra, opvokset som de er i den gamle bydel, og tredjegenerations-Mentonnais’er. Derfor slår de også et slag for sproget, som cafeen simpelthen afholder kurser i.

Lokalerne som Delmasso-brødrene med noget besvær og fem års ventetid fik lov at leje af kommunen, husede for 25 år siden en købmand. Men i mange år har den gamle by været ved at sygne hen, og det satte gang i ideerne hjemme i familien. For hvordan kunne det være, at selv den mindste flække har en café, men ikke den gamle bydel i Menton? 

At Delmasso-brødrene er en ny generation ses ikke mindst i de værdier, der holdes i hævd. Måske lidt paradoksalt er det de unge, der hjælper os tilbage på vejen efter forældregenerationens sværmen for udviklingen og det moderne. Grand-père Jeannot, hvis borgerlige navn var Jean-Baptiste, var en familiemand, der satte pris på samværet med andre mennesker og livets simple glæder. Derfor koster en espresso blot €1,70 – en 12-13 danske kroner, for det skal være alle forundt at komme ned og få en tår kaffe. Kopper og tallerkener i uens stand er samlet ind fra venner og bekendte, mens glassene er bedstefaderens foretrukne, det franske Duralex. Website og Instagram har cafeen, men ingen telefon, fortæller Adrien. “Det er som i gamle dage,” siger han med et smil – man må komme derned, hvis man vil tale med dem.

Mens det virker til at Nicolas bruger mest tid i køkkenet, vimser Adrien konstant rundt og falder i snak med gæsterne på de få borde udenfor, på sin egen hyggelige og rolige facon. Et par gæster som har trukket en ekstra stol til et bord må irettesættes, for kommunen har stillet strenge krav til hvor meget cafeen må brede sig i den beskyttede gamle bydel.

Jambon-beurre fra Chez Jeannot – den fås ikke meget bedre! (foto: JHA)

Så lander foran mig den jambon-beurre sandwich, jeg har bestilt til frokost, og hvor jeg ved afgivning af bestillingen måtte svare på, om jeg ønskede mit brød let bagt eller godt bagt. Ikke et valg, man plejer at blive stillet overfor, men efter lidt tøven valgte jeg det sidste. Baguetten var således lidt mørkere end man ser dem flest. 

Og hold da op for en jambon-beurre! Jeg har smagt mange af slagsen, blandt andet nogle af dem, der anses for de bedste i Paris, men Chez Jeannot’s slår dem alle. En stor kunst, når ingredienserne er så få og utilgivende, og ganske sikkert et resultat af brødrenes insisteren på at samarbejde med helt lokale leverandører. De kan altså noget, de gamle dyder, som de her findes inkarneret i to hyggelige, snakkesagelige og beskedne brødre, der i køkkenet lægger vægt på kvaliteten og lokale produkter.

KOKO

Tilbage nede i gågaden søger vi ind i Le Marché des Halles de Menton – markedshallen. Sådanne er jo altid sjæleopløftende steder at besøge for de madglade, men vi har stukket hovedet ind for at hilse på et andet af Mentons nye iværksætterpar. 

Kaffebaren Koko, der også serverer mad, holder til på en lille stand inde i hallen. Her regerer Rosanna Petit og Camille Bourdarias, der ligeledes er ganske nye i gårde – med start i sommeren 2026. Fire høje taburetter og lidt bordplads er der blevet plads til i den ene side, og ellers er det ståpladser med inspiration efter madhallerne i Barcelona og Madrid.

Rosanne og Camille har ikke som Delmasso-brødrene Mentonske rødder. Rosanna har dog en far der bor i byen, mens Camille, der er fra Paris, også er kommet der meget, og elsker byen for dens nærhed til bjerge og natur. Rosanne er uddannet konditor fra Ferrandi-skolen i Paris, og mødte Camille da hun blev ansat på en Michelin-restaurant, hvor Camille var restaurantchef.

Rosanna og Camille i deres kaffebar. (foto: JHA)

De havde begge et ønske om andre arbejdstider end man finder i den almindelige restaurationbranche, og var desuden triste over ikke at have deres eget køkken. Efter et ophold i Australien, hvor de arbejde som kokke og fik erfaring med at tilberede grøntsager fra egen køkkenhave, besluttede de sig for at prøve lykken med åbningen af Koko midt i Menton. Her holder de åbent fra kl. 7-14 alle dage undtagen mandag, da de må følge markedshallens åbningstider. Fra morgenstunden er det kaffe og bagværk de langer over disken, og op ad formiddagen stiger så efterspørgslen efter de hjemmelavede sandwiches. En treretters frokostmenu kan det lille køkken imponerende nok også diske op med.

“I restaurantionsbranchen er man vant til at klare sig med meget lidt plads,” forklarer Camille.

Det er til dels pengene der har dikteret, at de to er startet småt, men også værdierne, der minder meget om dem, vi lige har mødt i den gamle bydel:

“Vi har det godt med at lave små kvantiteter af virkelig gode ting. Alt er hjemmelavet, også dejen til vores bagværk, og alt kommer fra små lokale kvalitetsproducenter. Vinen er naturvin.”

Ligeledes forsøger Rosanna og Camille at holde rimelige priser. Menuen skifter to gange om ugen, så turister kan komme igen flere gange under et ophold uden at komme til at kede sig.

En af byens bedste kopper kaffe er også en god grund til at lægge vejen forbi Koko.

“Vi synes, der mangler kvalitetsspisesteder i Menton. Det er en skam, for der produceres gode produkter i baglandet,” lyder det fra Camille.

Det er de nu i fuld færd med at lave om på, og de to iværksættere har da også rigeligt med drømme og ambitioner for den fremtidige udvikling. Vinhandel, cocktail-bar og restaurant er alle på listen over steder, de gerne vil starte, og som en ven i Nice, der også er i branchen, sagde til dem:
“Det er helt rigtig set af jer, at det er nu, det er tiden at rykke til Menton.”

Colagreco og et par til

Men der er andre spændende steder at besøge i Menton. Mest kendt er nok Mauro Colagrecos vidt berømte trestjernede Michelin-restaurant Mirazur, som vi desværre ikke har besøgt i denne omgang, men hvad der måske er mindre kendt er, at Colagreco også har startet andre steder op i Menton, hvor man lettere ‘kan være med’ (en middag på Mirazur står immervæk i mindst €700, med den billigste vinmenu).

Et af Mitron-bagerierne på Place du Cap.

Det gælder f.eks. bagerikæden Mitron, der har fire filialer i bl.a. markedshallen i Menton og i en sidegade til gågaden samt i Nice og Monaco, og cafeen af samme navn på Place du Cap. Her er hyggeligt og udsigt over torvet. Kaffen var god, men den var nu endnu bedre hos KOKO. Derimod vil jeg uden tøven anbefale at besøge Colagrecos pizzarestaurant, La Pecoranegra, nedenfor Quai Bonaparte, hvor man excellerer i utrolig luftige og velsmagende Napoli-style pizzaer. Hans italiensk-argentinske Casa Fuego har jeg stadig til gode – den får lidt blandede anmeldelser, bl.a. for en høj pris i forhold til kvaliteten. 

Med omkring tre år på bagen kan man også nævne L’Orangerie i Rue de la Marne (bemærk at der også findes et hotel med næsten samme navn), der er grundlagt i 2023 af den japanske kok Mitsuyasu Mashita og hans hustru. Mashita har 15 års erfaring som souschef fra den tostjernede Hostellerie Jérôme i La Turbie, og har da også fået sig en Bib Gourmand. Til meget overkommelige priser blander Mashita det franske og det japanske køkken i vellykkede kompositioner og trækker ikke overraskende fulde huse.

La Pecoranegra har styr på pizza-håndværket. (foto: JHA)

Les Gascons fra 2024 på Place du Cap er et andet godt bud på et spisested, der er værd at besøge. Her er vi, som navnet antyder, ude i det sydvestfranske køkken, med bl.a. langtidstilberedt andebryst og foie gras. 

Til desserten, eller som en forfriskning i løbet af dagen, har gågaden et fristende tilbud. I februar 2026 åbnede Fabrice Puech La Tarte Mentonnaise. Ideen er at skabe en karakteristisk citrontærte for Menton, inspireret af den berømte tarte tropézienne fra Saint-Tropez. Puech er nemlig også citrusavleren – som på fransk har det herlige navn ‘agrumiculteur’ – bag La Ferme des Citrons. De flotte citrontærter med citroner fra Menton viser forretningen frem i montrer i og foran butikken. Men værd at stå i kø for er også deres friske og skønne citronsorbet, som de serverer i udhulede citronskaller, der fyldes fra en art softicemaskine i butikken. De er stærkt vanedannende og minder for alvor den besøgende om, hvor i verden hun eller han befinder sig.

En medarbejder viser de utroligt lækre citronsorbeter fra La Tarte Mentonnaise frem. (foto: JHA)

Bag Demontis-isbaren i samme gade gemmer sig ligeledes en nylig iværksætterhistorie. Det er den sardinske Miriam Demontis, der er ud af en familie af ismagere, og som i 2024 slog sig ned i Menton. I starten ville hun blot eksperimentere stille og roligt, men før hun så sig om, begyndte folk at stå i kø foran butikken. For kvalitet er noget der trækker.

Med så mange forholdsvis nystartede steder er det på sikker grund at vi konkluderer, at der er noget i gære i citronbyen Menton. En fornyelse er i gang på det kulinariske område, og lur mig om ikke vi vil se en videre opblomstring af byens tilbud til de gastronomisk interesserede i de kommende år.

Men det er ikke hele historien om Mentons foryngelsesproces. Der sker også ting og sager på hotel-fronten. Dem ser vi på i næste artikel, som du finder lige her:

Indkvartering med stil i Menton

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.